fbpx
nintendo logo

 

 

 

 

 

  • Nyheder
  • Smart kampsystem og overraskende allierede i Paper Mario: The Origami King

Smart kampsystem og overraskende allierede i Paper Mario: The Origami King

Fold planen ud, lag for lag, når Paper Mario: The Origami King udkommer den 17. juli til Nintendo Switch.

King Olly har flyttet prinsesse Peachs slot som en del af sin lumske plan om at folde verden i Paper Mario: The Origami King, der udkommer eksklusivt til Nintendo Switch den 17. juli. Heldigvis har Mario et par papirteknikker, der kan rive denne plan i stykker. Marios vej frem til at frelse prinsessen fører ham gennem forskellige regioner fyldt med overraskelser. Han besøger underjordiske kloaker, rasende floder, en gammel ruin, et ninja-fyldt palæ og en livlig oase i ørkenen, der vil slukke enhver tørst efter spænding.

 

Marios ekspedition får en ekstra dimension af diverse figurer såsom Bob-omb, som har mistet sin hukommelse, Toad-professoren i antikkens historie og Karmek, magikoopa’en, der altid har et trick gemt i ærmet. Undervejs får Mario desuden assistance af allierede som Olivia, King Ollys søde søster, samt endda af selveste Bowser.

Paper Mario: The Origami King byder på nye ringbaserede kampe, der kræver strategi og kvik beslutsomhed til at eksekvere veltilrettelagte angreb mod fjenderne for at maksimere skaden. Det kræver gang i de små grå for at beslutte, hvornår det er bedst at trampe på fjenderne med Marios støvler, slå dem med en hammer og strategisk gøre brug af genstande for at hele eller angribe.

Et publikum bestående af heppende Toads er klar til at give deres besyv med, hvis Mario skulle begynde at knække under pres. Mario møder nogle af sine mest skræmmende fjender i kampe mod Legion of Stationary, bosser udsprunget af kontorartikler som farveblyanter, klisterbånd og elastikker. Disse fjender ser måske uskyldige ud, men kan gøre umådelig skade, så pas på!

Når Mario ikke kæmper i ringen, kan han undersøge mistænkelige steder for at afsløre skjulte genstande, smide konfetti for at reparere huller rundt omkring, opdage masser af Toads gemt i landskabet, vinde præmier i minispil og i det hele taget hygge sig med en overflod af hemmeligheder og skatte.

Tag med Mario, Olivia og vennerne på et morsomt eventyr den 17. juli, når origami-plottet udfolder sig i Paper Mario: The Origami King!

 

Paper Mario: The Origami King