nintendo logo

  • Nyheder
  • 2017 - Et succesår for Nintendo

2017 - Et succesår for Nintendo

Nintendo Switch udkom den 3. marts 2017 og har virkelig fået en kanonstart med de mange gode titler, der er udgivet til systemet siden lanceringen.

For nyligt passerede Nintendo Switch de ti millioner solgte eksemplarer verden over efter bare ca. ni måneder på markedet. Elektronikmagasinet Lyd & Billede kårede Nintendo Switch til årets spilprodukt, og den blev årets bedste gadget hos TV2 Tech.

Topkarakterer til flere spilzelda botw game of the year

Samme dag som Nintendo Switch udkom, blev også The Legend of Zelda: Breath of the Wild lanceret. Dette spil blev udnævnt til Game of the Year til The Game Awards i USA og har i det hele taget modtaget flotte anmeldelser både i Danmark og resten af verden. På metacritic.com, der indsamler anmeldelseskarakterer, har spillet 97 point ud af 100.

I efteråret stiftede vi også bekendtskab med Super Mario Odyssey til Nintendo Switch, hvor vi lærte Marios nye kompagnon, Cappy, at kende. Sammen rejser de jorden rundt for at besejre Bowser og – naturligvis – redde prinsesse Peach. Dette spil blev også rost til skyerne og har opnået samme flotte resultat på metacritic.com som The Legend of Zelda: Breath of the Wild, nemlig 97/100.

Sommeren bød på Splatoon 2, der kan siges at være det mest familievenlige skydespil til dato, hvor du skyder med blæk for at farvelægge mest af et område i konkurrence med modstandernes hold. Et nyt fighting-koncept så også dagens lys med spillet ARMS, hvor du kæmper med lange teleskoparme i bokseringen. Fans af japanske rollespil har også fået ekstra stor glæde af Nintendo Switch med Xenoblade Chronicles 2, der udkom 1. december.

To populære titler til Wii U blev desuden opdateret med succes til Nintendo Switch, nemlig Mario Kart 8 Deluxe og Pokkén Tournament DX.

Tredjepartsudviklere har også bakket fantastisk godt op om konsollen med flotte titler som Mario + Rabbids: Kingdom Battle, The Elder Scrolls V: Skyrim, Doom og FIFA 18 for at nævne nogle stykker.

Et nyt medlem i Nintendo 3DS-familien

I sommer blev New Nintendo 2DS XL lanceret som det seneste medlem af Nintendo 3DS-familien. Systemet har et helt ny design og kan naturligvis fortsat spille og vise alle Nintendo 3DS-spil i 2D.

Til konsollerne i Nintendo 3DS-familien er der udgivet mange fine titler i 2017, fx det populære Metroid: Samus Returns, puzzle-eventyret Layton's Mystery Journey: Katrielle and the Millionaires' Conspiracy, to nye Pokémon-spil i form af Pokémon Ultra Sun og Pokémon Ultra Moon, Hey! PIKMIN, Mario & Luigi: Superstar Saga + Bowser’s Minions og Monster Hunter Stories.