nintendo logo

  • Nyheder
  • Ultra Street Fighter II: The Final Challengers udkommer til Nintendo Switch den 26. maj!

Ultra Street Fighter II: The Final Challengers udkommer til Nintendo Switch den 26. maj!

Oplev nye udfordringer når som helst og hvor som helst, når Ultra Street Fighter II: The Final Challengers lanceres til Nintendo Switch i Danmark. Dette udfordrende fighting-spil distribueres i Norden af Bergsala, mens Capcom er udgiver.

Ultra Street Fighter II: The Final Challengers tager dig tilbage til Street Fighter-seriens begyndelse, men med nye kontrolmuligheder, spilfunktioner og onlinespil med mere. Med Nintendo Switch placeret i dokken kan du og vennerne snildt tage en kamp ved at anvende hver sin Joy-Con. I kan kæmpe sammen eller mod hinanden! Lige så nemt er det for dig at tage din Nintendo Switch med hvorhen du vil. På en café, togstation eller lignende kan du udfordre nogen på stedet ved at tilbyde dem den ene Joy-Con.

Ud over sytten klassiske figurer dukker Violent Ken og Evil Ryu også op i spillet. Både Violent Ken, som er blevet hjernevasket af M. Bison, og Evil Ryu, som er Ryus nye form efter at have givet efter for mørkets kræfter, er perfekte figurer for dem, der foretrækker en mere aggressiv spillestil. Efter du har valgt figurer, findes der følgende spilfunktioner:

  • I Arcade mode er dit mål at besejre tolv modstandere og blive verdensmester!
  • Se frem til intensive kampe i co-op med en ven i Buddy Battle, hvor der er nye kombinationer, der kun kan udføres af to spillere.
  • Kæmp lokalt mod en ven eller spillet i Versus mode.
  • Gå online og kæmp mod andre spillere. Vælg om du vil møde rangerede spillere eller have tilfældige matcher.
  • Finslib dine gamle tricks eller lær nogle nye. Training mode er perfekt, inden du møder nye udfordrere.
  • En helt ny spilfunktion er Way of the Hado, hvor du kan spille i et unikt førstepersonsperspektiv og opleve, hvordan det er at være Ryu. Brug bevægelseskontrol til at udføre moves som det klassiske Shoryuken (dragon punch), Tatsumaki Senpukyaku (hurricane kick) og Ryu’s fireball super combo, Shinku Hadoken.

For nybegynderen er der mulighed for at vælge mellem kontrolmuligheden Lite eller Pro. Fordelen ved Lite er, at den lader spillere udføre specialangreb og superkombinationer blot ved at røre den trykfølsomme skærm eller trykke på en enkelt knap. Pro er for de spillere, som ønsker at udføre disse angreb og kombinationer på klassisk vis. Ultra Street Fighter II: The Final Challengers understøtter naturligvis også Nintendo Switch Pro Controller.

Vil du have en ekstra personlig figur at spille med, kan du bruge spillets Colour Editor. Der findes også en replay-funktion, så du blandt andet kan gense lækre kampkombinationer fra en kamp. Har du lidt tid til overs, kan du desuden besøge spillets galleri, der indeholder over 1400 detaljerede illustrationer fra Street Fighter-serien, taget fra det nu udgåede værk, Street Fighter Artworks: Supremacy.