• INFORMATION

Wii Channels

Wii indeholder et internt programsystem, hvor hvert program i systemet kaldes for en kanal (channel). Der findes kanaler, der bruger WiiConnect24 til at distribuere information, kreative kanaler, der bruges sammen med dine spil, kanaler, som benytter det eksterne SD-hukommelseskort og så videre. Du bruger altså din Wii Remote til at skifte mellem kanalerne på Wii på nogenlunde samme måde, som du skifter kanal på dit tv.

Kanalmenuen til Wii er opdelt i 48 kanaler, fordelt med 12 kanaler over fire sider. I starten har man bare adgang til et begrænset antal kanaler, men med muligheden for at downloade flere nye kanaler via Shop Channel, hvis man kobler maskinen til internettet. Nogen af kanalerne kræver internetadgang og at WiiConnect24 er aktiv for at fungere.

Disc Channel

Denne kanal vil altid befinde sig øverst i venstre hjørne. Det er via denne kanal, du starter Wii- og GameCube-spil. Når du sætter et spil i Wii-konsollen, vil der komme et lille billede af spillet i kanalvinduet og når du klikker på det, får du information om spillet og valget, om du vil starte det eller ej.

Mii Channel

Et af de første stop for den ny Wii-indehaver vil være Mii Channel. Her kan du skabe din egen personlige avatar ved at vælge en figur og tilpasse alt fra øjne til ansigtsform og evt. skønhedspletter. Op til 100 Mii'er kan lagres og benyttes i flere af Wii-spillene inklusive Wii Sports og Wii Play. Spillere kan overføre Mii'er til en vens Wii via WiiConnect24 eller de kan lagres på den interne hukommelse i en Wii Remote og fragtes med, hvor du end går. Dersom du har koblet Wii til internettet, aktiveret WiiConnect24 og har registreret venner i din adressebog, vil der efterhånden begynde at dukke Mii'er op i Mii Parade, som du kan kopiere.

Photo Channel

Ved at bruge SD-hukommelseskortlæseren i Wii kan du vise billeder i JPEG-format. I det brugervenlige format kan du nemt forstørre eller formindske billeder samt lave sjov på forskellige måder. Du kan dele dine billeder med venner og bekendte via WiiConnect24. Du kan også se videofiler, dog kun i Motion JPEG-format og høre musikfiler. Hvilken type musikfil, du kan lytte til, kommer an på, hvilken version af kanalen du har. Version 1.0 lader dig høre MP3-filer, mens version 1.1 afspiller AAC-format (filtyperne: .m4a, .mp4 eller .3gp). I version 1.1 kan du også selv ændre kanalens opstartsbillede, som man kan se i Wii-menuen.

Alle Wii-konsoller, der sælges i dag, har fra start 1.1-versionen og kan ikke nedgraderes til 1.0. Har du en Wii med 1.0-versionen og vil opgradere til 1.1., gør du det i Wii Shop Channel (gratis). Havde du fra start 1.0 og har siden downloadet version 1.1, men fortrudt opgraderingen, kan du slette Photo Channel i Wii Options-menuen for at få 1.0-versionen igen. Har du købt Wii i december 2007 eller senere? Da har du Photo Channel 1.1 og kan ikke nedgradere til 1.0.

Wii Message Board

Via Wii Message Board kan du poste små huskesedler og beskeder til familien eller dig selv. Du kan også kontakte andre Wii-indehavere via Message Board og sende dem beskeder og billeder. I Message Board vil der også blive lagret en lille "dagbog" over, hvad du har foretaget dig hver dag. Det er her, du finder din Wii-adressebog, hvor du kan indskrive dine venner.

Shop Channel

Shop Channel er stedet, hvor du kan downloade klassiske Virtual Console-spil og andre kanaler. Virtual Console-spil koster Wii Points, der er den valuta, som benyttes i Shop Channel. De fleste nye kanaler er gratis, men nogle, blandt andet Intenet Channel, koster Wii Points at downloade. Det, du downloader fra Shop Channel, dukker op med sin egen kanal i Wii Channel Menu og er umiddelbart klart til brug. Du har også mulighed for at købe Virtual Console-spil og Wii Channels til de venner, du har registreret i din adressebog og sende dem som en gave. Wii Points kan købes direkte i Shop Channel med kreditkort, eller som skrabekort hos forhandlere af Wii-produkter.
NB! Wii skal være online for at kunne benytte denne kanal.

Virtual Console

Via Shop Channel kan du downloade retrospil fra en række forskellige konsoller, der derefter dukker op med egne kanaler i Wii Channel Menu. Hovedparten af spillene kan spilles med bare Wii Remote, men spil fra nogle konsoller kræver enten Classic Controller eller Nintendo GameCube-kontroller.

WiiWare

WiiWare er en tjeneste i Shop Channel, hvor du kan downloade helt nye spil fra en række forskellige udviklere, på samme måde som med Virtual Console-spil. WiiWare-spil er specielt udviklet til Wii. Når du downloader et WiiWare-spil, vil det dukke op med sin egen kanal i Wii Channel Menu.

Internet Channel

At surfe på internettet er også bare et klik væk med Wii. Internet Channel, som er udviklet af norske Opera, kan downloades fra Shop Channel og koster 500 Wii Points. Med denne kanal kan du surfe på internettet på tv-skærmen ved at benytte dig af Wii Remote.
NB! Wii skal være online for at kunne benytte denne kanal.

Forecast Channel

Forecast Channel giver Wii-indehavere adgang til gratis vejrudsigter, der konstant opdateres. En interaktiv globus i 3-D giver dig mulighed for at vælge, hvilken del af verden du vil se vejrudsigten for. Vejrudsigterne leveres af Weathernews.
WiiConnect24 skal være aktiveret for at kunne bruge denne kanal.

News Channel

News Channel giver dig adgang til nyheder fra hele verden, der leveres af Associated Press.
WiiConnect24 skal være aktiveret for at kunne bruge denne kanal.

Everybody Votes Channel

Denne kanal går ud på, at du kan stemme på diverse spørgsmål og når afstemningen er afsluttet, kan du sammenligne din stemme med de øvrige i din region eller i hele verden. Du kan registrere op til seks Mii'er i kanalen, således at hele familien kan stemme hver især. Nye spørgsmål opdateres hver uge.
NB! Wii skal være online for at kunne benytte denne kanal.

Mii Contest Channel

I Mii Contest Channel kan du deltage i konkurrencer med dine Mii-figurer, som du har skabt i Mii Channel, samt downloade favoritter fra hele verden. Nye konkurrencer opdateres jævnligt, fx at skabe historiske personer i Mii-format.
NB! Wii skal være online for at kunne benytte denne kanal.

Nintendo Channel

Med Nintendo Channel kan du se film og søge information om spil til Wii og Nintendo DS. Du kan tage et kig på spil under udvikling samt sende dine synspunkter om visse spil til Nintendo. (Bemærk, at du behøver aldrig at give personlige oplysninger i Nintendo Channel, og du vælger selv, om du vil sende information til Nintendo eller ej.)

En super sej funktion er desuden, at du kan downloade spilbare demoversioner til din Nintendo DS! Det eneste, du skal gøre, er at downloade den gratis Nintendo Channel via Wii Shop Channel, gå ind på kanalens punkt med "DS Download" og have din Nintendo DS klar! Det er gratis at downloade fra Nintendo Channel.

Nintendo Channel opdateres jævnligt med nye film m.m.
NB! Wii skal være online for at kunne benytte denne kanal.

Wii Speak Channel

Når du køber mikrofontilbehøret, Wii Speak, følger der en unik kode med i pakken, så du kan downloade Wii Speak Channel gratis. Denne kanal giver dig mulighed for at have forbindelse til venner, som også har Wii Speak Channel online, så I kan tale sammen.

NB! Koden, der følger med, er unik og kan ikke bruges flere gange. Man skal have denne kode for at kunne downloade kanalen. Wii skal have forbindelse til internettet for at kunne anvende denne kanal.

Today & Tomorrow Channel

Fra den 9. september 2009 kan du tjekke dit daglige held og få et råd med på vejen om forhold, aktiviteter og endda hvilken slags mad, dit horoskop anbefaler dig med den gratis Today & Tomorrow Channel. Op til seks personer kan registrere deres Mii-figur og fødselsdag.

Del |

  • BILLEDER