Xenoblade Chronicles
Oplev et fantastisk rollespilseventyr i et frodigt univers bygget på to gigantiske guder!
For tusinder af år siden, i en verden dækket af et vidstrakt hav og en uendelig himmel, kæmpede to gigantiske guder mod hinanden. Den ene gud var af kød og blod, den anden af metal og tandhjul. I kampens sidste øjeblik gav de hinanden nådestødet, og kolosserne står stadig den dag i dag fastfrosset i dette øjeblik. I løbet af årene har to vidt forskellige verdener vokset frem på de to guder. Bionis, en verden, der minder om vores med frodige skove, vidstrakte græssletter, blåt hav samt dyr og andet liv, og Mechonis, en verden med øde sletter fyldt med fabrikker, kraftanlæg og robotter.
Civilisationen har udviklet sig i hver af disse to verdener. Mennesker på Bionis og maskiner på Mechosis. Disse ti civilisationer har ligget i krig med hinanden, siden Mechosis invaderede Bionis. Et mystisk sværd kaldet Monado blev skabt for at besejre de onde maskiner og redde den frodige verden. Og det er her historien om Xenoblade Chronicles begynder...
Hele spillet foregår på disse to gigantiske guder, og hvert område i spillet svarer til en af gudernes kropsdeler. Områderne har forskellige økosystemer, med planter, dyr og monstre, som vandrer frit omkring. Nogle områder er frodige skove, andre er store sletter, der findes hulesystemer og hav, man kan svømme i, og klatrer man helt op til hovedet, vil man endda kunne se nordlyset.
Spillet har naturligvis en hovedhistorie, men instruktøren til Xenoblade Chronicles, Tetsuya Takahashi (som har arbejdet med titler som Final Fantasy IV-VII, Chrono Trigger og Xenosaga), har lagt mest fokus på udforskning og sidemissioner mens man bevæger sig gennem spillets hovedhistorie, hvilket betyder, at du let kommer til at bruge over 50 timer på eventyret. Fx findes der godt skjulte områder med fjender, der er alt for stærke første gang du kommer der, hvilket opfordrer dig til at vende tilbage, når du har optrænet dine figurer.
Kampsystemet blander action og rollespilselementer, hvor du snildt angriber monstre og fjender, du møder i områderne. Men pas på, andre fjender i nærheden vil måske komme dem til undsætning, så det holder ikke bare at hugge løs på alt, som bevæger sig. Hovedfiguren har to computerstyrede figurer med sig, og alle figurerne angriber mere eller mindre automatisk i kamp, mens du som spiller skal styre hovedfiguren, nøje følge med og bruge specielle evner og angreb på taktiske tidspunkter. Forskellige målere opfyldes under kampens hede og giver dig adgang til serieangreb og andre gode ting. Hovedfiguren har også en særlig evne til at se nogle sekunder ind i fremtiden og på den måde planlægge de bedste angreb.
Men udforskning og kamp er ikke alt i Xenoblade Chronicles. Det er også vigtigt at knytte bånd med de figurer, du møder i spillet. Især med dem, der kan tage med dig ud på eventyr. Du kan selv tilpasse hver enkelt figur ved at udstyre dem med rustning og våben, hvilket i visse tilfælde ændrer figurens udseende. Desuden kan du vælge evner og angreb til figurerne samt opgradere disse. En god måde at knytte bånd på er at udføre de sidemissioner, som figurer, du møder i spillet, tilbyder dig. Jo stærkere bånd, der knyttes, jo flere fordele får du i spillet.
Du vil også få muligheden for at genopbygge en knust by. Dette koster dig naturligvis både penge og genstande, men du kan selv vælge, hvilke områder du vil udvikle, såsom huse, butikker og lignende. For samleren findes der masser af ting, blandt andet "Achievements" og sjældne genstande, som kun kan fås ved at besejre unikke og ret så stærke monstre.
9/10
"Xenoblade Chronicles tager det bedste fra de japanske og vestlige traditioner, og blander dem som havde de været mangeårige pennevenner. Resultatet er et ualmindeligt helstøbt rollespil, der trods krisetider minder os om, at Japan forsat huser nogle af verdens dygtigste spilmagere."
- Eurogamer.dk
9/10
"Gode systemer til kamp og figurudvikling, masser af indhold, måske et af de bedste JRPG'er i denne generation, flot visuel stil."
- Gamereactor
9/10
"Nyd spillet og tag dig god tid til at opleve alle de mange aspekter og finurligheder i det fantastiske univers, Xenoblade Chronicles byder på. Spillet har på mirakuløs vis genoplivet vores kærlighed til japansk udviklede rollespil - en kærlighed som en række middelmådige udgivelser i de sidste par år ellers har gjort iskold. Med Xenoblade Chronicles er genren igen i kosmisk balance, og vi tør pludselig glæde os til det næste JRPG!"
- Gamesector.dk
6/6
Xenoblade Chronicles er ikke bare et frisk pust i JRPG-genren. Det er en indsprøjtning af en halv liter adrenalin direkte i kranspulsåren, der med al tydelighed viser at genren stadig har masser at byde på. Alle de fastgroede konventioner er rykket op med rode; det, der ikke virker, er smidt ud, og det, der virker, er blevet forbedret. Det er et helt ufatteligt ambitiøst stykke arbejde, hvor der ikke er gået på kompromis med noget som helst.
- Geek Culture
Flere spil
-
Aktuelt Nintendo 3DS-spil