• INFORMATION
  • Konsol:
  • Nintendo 3DS
  • Nintendo 3DS XL
  • Kategori:
  • Spil & programmer

Digitale og fysiske spil til Nintendo 3DS

Her kan du læse om forskellene mellem en digital og en fysisk version af Nintendo 3DS-spil.

Der er nu to måder at købe nye spil til Nintendo 3DS

  1. Besøg en spilforhandler og køb et fysisk eksemplar af spillet. At spillet er fysisk vil sige, at det er lagret på et spilkort, som du sætter i konsollen, når du skal spille. Spilkortet kommer i et cover, som også indeholder en startguide og/eller en brugervejledning.
  2. Download en digital version af spillet direkte fra Nintendo eShop. Husk, at du skal have tanket din Nintendo eShop-konto med valuta, inden du kan købe og downloade spil (se billedguiden til højre på siden). Du kan fylde kontoen enten ved at bruge et kreditkort (VISA eller Mastercard) direkte i Nintendo eShop eller købe forhåndsbetalte kort hos en spilforhandler, som tanker din konto i Nintendo eShop via en kode, som står på kortet.

Vær opmærksom på følgende ved download af spil

  • Nintendo 3DS-systemet skal have adgang til trådløst internet.
  • Det downloadede spil kan kun spilles på den konsol, det er downloadet til.
  • Da spillene, som tidligere kun blev solgt hos forhandlerne, er ret store (størrelsen varierer fra flere hundrede MB op til 4GB afhængigt af spillet), er det vigtigt, at du har plads nok på SD-kortet. Du får besked om, hvor meget plads et bestemt spil kræver, inden du betaler og downloader det.
  • På grund af spillenes størrelse kan det tage noget tid at downloade dem - sørg for at batteriet er opladet, så det ikke løber tør undervejs.

Hvilke spil er tilgængelig hvor?

Hos spilforhandlerne finder du altid alle de "normale" Nintendo 3DS-spil, som Kid Icarus: Uprising, Resident Evil™ Revelations og New Super Mario Bros.™ 2. Derimod kan du ikke købe Download Nintendo eShop-spil, Virtual Console-spil eller 3D Classics hos forhandleren.

I Nintendo eShop finder du Download Nintendo eShop-spil, Virtual Console-spil, 3D Classics og fra den 17. august 2012 også "normale" Nintendo 3DS-spil, som tidligere kun kunne købes hos forhandlerne. Det er dog ikke alle Nintendo 3DS-spil, der vil være tilgængelige i Nintendo eShop - kun udvalgte titler, hovedsagelig Nintendos egne.

Fordele og ulemper ved fysiske spil sammenlignet med digitale versioner

Fysiske spil

  • Du kan spille det på et hvilket som helst Nintendo 3DS-system, det er ikke låst til én bestemt konsol. Det betyder, at du kan låne dine spil ud eller selv låne af andre.
  • Du kan sælge spillet, hvis du bliver træt af det.
  • Du behøver ikke købe ekstra SD-kort for at have plads til spillene, da de er lagret på deres eget spilkort, som isættes konsollen.
  • Holder du af at beundre din spilsamling på hylden, kan du fortsat gøre det, da de fysiske spil kommer i et fint cover.

Digitale spil

  • Du slipper for at have forskellige kort med dig, når du skal ud - alle dine favoritter er lagret på SD-kortet. Det betyder også, at du ikke behøver bekymre dig om at miste dine spil (SD-kortet skal jo altid sidde i konsollen).
  • Du behøver ikke besøge forhandlere eller vente på varer fra internetbutikker, men kan i stedet sidde hjemme og downloade nye spil direkte til dit Nintendo 3DS-system.
  • Du skal ikke finde plads til spilæskerne.

Indholdet og funktionerne i spillene er nøjagtig det samme, om det er en fysisk eller digital version.

Del |