• PRODUKTINFORMATION
  • Udgiver:
  • Nintendo
  • Release-dato:
  • 25 marts 2011
  • Onlinestøtte:
  • Ja

Nintendo 3DS - Nintendo 3DS Camera

Nintendo 3DS Camera er endnu en grund til altid at medbringe den bærbare konsol, når du går hjemmefra. Du kan både tage billeder og lave film i 2D og 3D, og desuden kan du redigere dine billeder direkte!

Tre kameraer

Nintendo 3DS har to udvendige kameraer, hvilket gør det muligt at fotografere og filme i ægte 3D. Indvendigt er der kun et kamera, som kan tage billeder og filme i 2D. Udover at fotografere og filme kan du også redigere dine billeder. Der er en masse forskellige slags penne og symboler, men det rigtig sjove er, at du kan skabe en sensationel 3D effekt ved at forhøje eller sænke genstande i billedet. Fotograferer du fx en bold, kan du forhøje selve bolden, så den virkelig stikker ud af skærmen! På samme vis er det muligt at sænke genstande, så det ser ud som om, de ligger dybt inde i billedet. Denne redigering sker manuelt og egner sig godt til genstande med enkle former, som fx bolde, vægge og tv-apparater. Fingre eller hænder egner sig ikke til 3D-redigering.

Af andre praktiske funktioner i Nintendo 3DS Camera kan vi nævne Self Timer, så du selv kan komme med på billedet, og manuel indstilling af fokus, lys, skarphed og kontrast. Er det et problem, at omgivelserne er for mørke, kan også dette rettes til en vis grad. Bemærk dog, at Nintendo 3DS ikke er udstyret med blitz.

Gem billederne på selve konsollen eller på SD-kort

Alle de billeder du tager, kan enten gemmes direkte på konsollen eller på det medfølgende SD-kort. Vi anbefaler, at du gemmer alt på SD-kortet, dels fordi du har plads til meget mere og dels fordi du med SD-kortet nemt og hurtigt kan overføre dine filer til computer eller andre medier.

3D-billeder gemmes under filnavn og tillægget .MPO

Husk at 3D-billeder taget med Nintendo 3DS ikke kan ses på en normal computerskærm. Hvis du har et medie, som kan vise billeder med tillægget .MPO, kan du se 3D-billeder på den enhed, ellers må du nøjes med 2D. Hvert 3D-foto du tager med Nintendo 3DS gemmes nemlig også i en 2D-version.

Fungerer som filmkamera

Hvis du har opdateret din Nintendo 3DS med den sidste systemopdatering (som er gratis), kan du også bruge den som filmkamera! Filmen du optager kan være op til ti minutter lang med lyd, og der er endda funktioner, som gør, at du kan tage flere billeder med et vist interval imellem. En anden funktion gør det muligt at holde pause midt i indspilningen for derefter at genoptage optagelsen, når det passer, men bemærk at det ikke er muligt at optage lyd med denne funktion.

Alle de film du optager, gemmes på SD-kortet, og skulle det 2 GB store kort, som medfølger, ikke være tilstrækkelig, kan du altid opgradere til et større. Nintendo 3DS understøtter SD-kort på op til 32 GB.

Funktioner til videoafspilning

Udover at kigge på de videoer, du har optaget, kan du også påvirke afspilningen på forskellig vis. Du kan

  • spole frem og tilbage, samt afspille videoen baglæns
  • holde pause og gemme stillbilleder fra videoen
  • ændre lydens pitch, hvilket vil sige om det skal lyde heliumhøjt eller baslavt - dette kan kombineres med hurtigafspilning fremad eller baglæns for helt vildt morsomme effekter
  • vælge om videoafspilningen skal gentages, spilles en gang eller om en vis sekvens af videoer skal gentages.

Anvend sammen med Nintendo Letter Box

Nintendo Letter Box er et kommunikationsprogram, som du kan downloade gratis i Nintendo eShop. Du kan sende billeder med Nintendo Letter Box som du importerer fra Nintendo 3DS Camera, så alle billeder i både 2D og 3D, som du har i dit album, kan sendes til alle dine Nintendo 3DS-venner! Dine Nintendo 3DS-venner kan du se i din Friend List (det orange ansigt oppe i midten i konsollens hovedmenu).

Face Raiders

Augmented Reality

Mii Maker

StreetPass Mii Plaza

Nintendo 3DS Sound

Activity Log og Play Coins

Tilbage til Nintendo 3DS

Del |

  • BILLEDER